Arrangementer

Evaluering af smagningen d. 30. April 2003

 

Overraskende første whiskysmagning i Aalborg Whisky Laug.

Bestyrelsen vil gerne sige tusinde tak for den store opbakning og tilslutning til AWL's første smagning - en aftenen som var utrolig hyggelig og hvor der var en rigtig god stemning. Smagstemaet var "Introduktion til Whiskyens verden" herunder noget om produktion, forskel på blended og single malt, notat- og smageteknik - foredragsholderen var Mikkel Harritslev Nielsen fra Kolding.
Vi vidste godt at det ikke er helt fair at sætte to blended op imod single malt whisky, men for at nye deltagere kunne få en fornemmelse af hvad whisky egentlig er og forskellen, så valgte vi at gøre det - men nu kan du prøve at læse deltagernes evaluering af selve smagningen.

Resultatet af den første whisky smagning i Aalborg Whisky Laug, bød på et par overraskelser.
Den meget skrappe whisky Laphroaig, der bestemt ikke kan betegnes som en begynder whisky, blev en klar vinder af aftenens smagning.

Aftenen bød på smagning af 7 meget forskellige whiskies, to blended og fem single malts.

Whisky Alder Alc. Endelig
placering
Laphroaig 10 57,3 1
The Macallan 12 43 Delt 2
Smith's Glenlivet 15 40 Delt 2
Arran 6 43 3
Balblair Elements na 40 4
Ben Nevis, Luksus blend 12 40 5
Shieldaig, Blended na 40 6

Deltagerne blev bedt om at vurdere de syv whiskies efter egen smag, og give point ud fra dette. Blandt de indsamlede resultater, er der i alt delt 693 points ud.

Resultaterne

Til denne aften var der valgt en særlig 10 års udgave af Laphroaig i fadstyrke, på hele 57,3%. En whisky der beskrives med ord som tang, tjære, bolværk, salt, jod og medicin. Et virkelig godt glas, det beskrives af den kendte Whisky korrespondent Jim Murray, som det ’superb bedste’. Vi smagte alle på whiskyen samtidig, hvilket frembragte en interessant lyd i lokalet. Hele 64% havde denne whisky som nummer 1. Kun 13% havde den på en sidste plads, en meget polariseret besvarelse som ikke overraskende peger på at det er en whisky man enten elsker, eller ikke kan fordrage.

På en delt andenplads kommer The Macallans 12 års, der er blevet mægtigt populær de senere år, og ikke uden grund. På samme plads, Smith’s Glenlivet, en glimrende og yderst venlig whisky. Disse to har beslaglagt næsten alle andenpladser i bedømmelsen, en sikker tilkendegivelse af at her virkelig er noget at komme efter.

Overraskende dukker der en kun 6 års flaske op på tredje pladsen. Arran er Skotlands nyeste destilleri, og den smagte whisky er den første aftapning fra stedet. En forholdsvis ung whisky der lover for fremtiden for destilleriet (og kunderne!).

Balblair Elements uden aldersangivelse besætter fjerdepladsen. En utrolig fin Whisky fra det nordlige højland med mange flotte nuancer og en utrolig flot blød karakter. En whisky som mange af damerne også godt kunne lide.

På de to nederste pladser er der to blended whiskies, overraskende at kvaliteten af blended er så høj. Især Ben Nevis er en smagsprøve værd. Shieldaig tegner sig for 61% af syvendepladserne, men den er også i en næsten urimelig hård konkurrence.

Selv om at resultaterne af smagningen polariserer sig meget mod yderpunkterne i smags registret, er de indsamlede skemaer meget forskellige. Man kan forestille sig at der vil være et par smagsgrupper hvor besvarelserne er meget ens, - det er ikke tilfældet! Besvarelserne er næsten så forskellige som de kan være, når der tages hensyn til yderpunkterne. Det vil være nærliggende at tro at de som synes særligt godt om den skrappe Laphroaig også vil være tilnærmelsesvis enige om smagen de øvrige whiskies. Men det er altså ikke tilfældet. Glædeligt at vi trods alt er så forskellige.

Hvad får man så for pengene? Er der en sammenhæng mellem pris og bedømmelse? I den dyre ende er der ingen slinger i valsen, de fire dyreste whiskies er også de fire bedst placerede. Det er lidt barsk at stille det op på denne måde, men priserne svinger fra 2,50 kr. til 9,- pr. cl. i denne smagning. Ud fra denne betragtning tegner Balblair sig for det bedste køb. Det er den eneste der er bedre placeret på smagslisten, end på prislisten. Er man lidt krakilsk kan det samme dog med en vis ret siges, om The Macallan på den delte andenplads.

Ved dette arrangement fik hver deltager lejlighed til at læske ganen med dyre dråber fra 7 forskellige flasker til en værdi på i alt 2747,40 kr. pr. sæt.

I den lidt mere kuriøse afdeling hvor tallene er strakt godt ud over det videnskabelige, kommer der oplysninger som: Samlet alder 55+ år. Samlet Alc. Vol. 303,3% (snit 43,3%).

Hvis du går op i procenter er der lidt overraskelse at hente her. Priserne svinger fra 4,- pr % for Shieldaig, til 13,- kr. for Glenlivet som overhaler Laphroaig, der med sin fadstyrke giver mere sprit for pengene. Er det procenterne der trækker frem for kvalitet, findes der dog bedre alternativer til whisky.

Så kan der vist ikke koges mere suppe på de tal…

Næstformanden.